[ Новые сообщения/New messages · Участники/Members · Правила форума/Forum Rules · Поиск/Search · RSS ]
Страница 1 из 11
Forum » RAMMSTEIN SIDE PROJECTS » Lindemann (Official & Interview) » [TEXT] 2015 07 18 - Interview Till, politiken.dk, Denmark
[TEXT] 2015 07 18 - Interview Till, politiken.dk, Denmark
AlonsoДата: Воскресенье, 19.07.2015, 15:08 | Сообщение # 1
Ex-moderator [2010-2016]
Группа: Site friend
Сообщений: 7640
Статус: Off Clan
Rammstein-frontmand: Jeg er ikke besat af sex

Till Lindemann hælder seksuelleperversioner og provokationer ud i sin musik med Rammstein. Nu debuterer han som solist.

For første gang i flere minutter ser Till Lindemann direkte på mig over bordet.

Han strammer den sorte habitjakke om overkroppen og stirrer, som om han ønskede, at jeg var blevet en af de aborter, han synger om på ’Praise Abort’. Eller noget, man kunne pisse væk i en ’Golden Shower’ for nu at nævne en af de mange seksuelle perversioner, han bekender sig til på sit første album uden for rammerne i gruppen Rammstein.

LÆS OGSÅ Han opdagede Rammstein og nu skaber han ufred som Berlins kulturborgmester

»Du forstår det ikke! Jeg er ikke besat af sex. Det er en provokation, det er humor, det er det lille pikante krydderi i gryderetten, der skal få folk til at høre efter. Det skal fange opmærksomheden. Intet andet«, vrisser han så.

Ved cafébordet på Oranienburger Strasse midt i Berlin er det interview, jeg har kæmpet for i ugevis, ved at sejle væk i den svedige hedebølge, der har klæbet sig fast til den tyske hovedstad i flere dage. På bordet har jeg strategisk lagt cd’en ’Lindemann’, på hvis cover verden står i flammer under overværelse af to grotesk udseende mænd, Till Lindemann og hans svenske makker, Peter Tägtgren, ved siden af den netop udkomne bog med sangerens to tyske digtsamlinger i enkel, sort typografi.

En fra min side tilstræbt symbolsk understregning af Till Lindemanns kunstneriske virke som en af de mest originale og definitivt mest succesrige tyske kulturpersonligheder i årtier. Men lokkemaden virker ikke.

Hedebølgen har åbenbart gjort Till Lindemann, hvis hår er farvet brintblond, iskold. Han kigger op og ned ad gaden, henvender sig til Peter Tägtgren og forsøger ihærdigt at ignorere min tilstedeværelse. Hvis jeg spørger til forskellen på tyskere fra det gamle Øst som han selv og dem fra Vest, kvitterer han ved surt at spørge sin partner: »Er I ikke også forskellige i Sverige?«.

Selv om Peter Tägtgren er en spændende musiker, er det ikke ham, jeg er her for. Faktisk anede jeg ikke, at han var fløjet ind fra Sverige for at deltage i interviewet. Men da alle forsøg på at nærme sig den tilknappede Till Lindemann med snak om sex, tyske digtere, Øst/Vest og Rammstein falder fladt til jorden, er der ikke andet at gøre end at skifte taktik. Og invitere Tägtgren ind.

»Han«, som svenskeren konsekvent siger om sin tyske makker, der heller ikke omtaler kammeraten på anden vis, begynder at lytte. Og se op på os.

LÆS OGSÅ Rammstein føler sig i eksil i Tyskland på nyt album

Og pludselig kaster han sig ud i samtalen med andet end benægtelser med en stavelse.

»Da jeg var dreng, var jeg god til at svømme. Så jeg blev anbragt på en af de elitekostskoler, hvor man i DDR ville uddanne sportsfolk. Det var fint nok. Jeg fik lært disciplin som en anden soldat, hvilket jeg har brug for. For jeg mister hurtigt fokus og koncentration. Jeg kan ikke arbejde i timevis i et studie, det er så kedeligt«, siger Till Lindemann.

Fluefiskeri og flueknepperi

Når han var færdig med at synge om betagelsen af fede damer eller pillers positive indvirkning i Peter Tägtgrens studie i landsbyen Pärlby nordvest for Stockholm, satte han sig i vinduet og fiskede med fluer direkte ned i en sø nedenfor. Mens svenskeren »fluekneppede sangene i timevis på sin computer«, som sangeren siger.

»Det var en befrielse at være der og fiske, for han arbejdede med hovedtelefoner på, så jeg intet kunne høre. Jeg ved, det lyder paradoksalt, når man er sanger i Rammstein, men jeg hader larm. Jeg vil helst være ude på landet her i Tyskland, på mit landsted i en lille landsby oppe nordpå«, siger Till Lindemann, som er ankommet til cafeen på cykel fra sin lejlighed i Prenzlauer Berg.

Og nu med en ganske anderledes venlighed skriver autografer og stiller op til selfies sammen med et par kommunale arbejdere, som har genkendt ham. Over for det arbejdende folk i den østlige del af det engang splittede Berlin er der ingen nykker.

»Jeg er stadig Ossie, langt ind i sjælen. Det bliver aldrig anderledes. Hvis jeg har et ærinde i Vestberlin, siger jeg stadig, at jeg skal »over til Vest«. Mine børn har det faktisk på samme måde, og det er måske lidt underligt. Men med næste generation dør det nok ud; vi har trods alt levet i et forenet Tyskland i 25 år nu«, siger Till Lindemann.

Han deltog i fejringen af 25-året for Murens fald i fjor og ser ligesom resten af landet frem mod samme jubilæum for den tyske genforening i oktober i år.

»Ja, med en blanding af fryd og angst. De fester er lidt ligesom at holde jul og påske og alting på én gang. Man fejrer, men ingen ved helt præcist hvorfor. Det er egentlig ikke, fordi jeg har et nostalgisk forhold til det gamle DDR, men der var værdier i det land, man ikke bare skulle have fejet væk. Folk var trygge, og der var ikke den angst for fremtiden, der er i Tyskland i dag«, siger han.

LÆS OGSÅ Danskere beretter om livet i DDR med ja-hatten på

På albummet ’Skills in Pills’ synger Till Lindemann på engelsk i modsætning til Rammstein, der begår sig på tysk. En stor overvindelse for sangeren.

»I skolerne i DDR lærte vi russisk og ikke engelsk. Det var først, da jeg med Rammstein kom på turne i USA, jeg begyndte at lære engelsk. Jeg satte mig op til buschaufførerne, når vi skulle køre 30 timer fra Chicago til Seattle. De fyre var sindssyge og klarede sådan en tur på to kopper kaffe og en enkelt pause for at pisse. Til gengæld talte de engelsk hele tiden, og jeg sugede til mig. Siden har jeg siddet med ordbogen og lært mig det. Så min selvtillid var utrolig lav over for at synge en hel plade, men jeg er meget stolt over, at det lykkedes«, erkender han.

Og så når vi igen frem til teksterne, der i anmeldelser i hjemlandet er blevet slagtet for at lyde mere som en pubertær skoledrengs hede sexfantasier end en moden mands poetiske refleksioner.

Gid jeg var en lille fugl

»De ser kun overfladen. Der er også kærlighedssange, en beskrivelse af en nærmest religiøs, smuk naturoplevelse på en flod, hvor jeg sejlede kano og fiskede med flue i ’Yukon’. At jeg udtrykker mig i billeder, er endnu et levn fra min østtyske opvækst. Dengang kunne man ikke synge, at man havde lyst til at forlade det lorteland, så sangene var sådan noget med »Gid jeg var en lille fugl, som kunne flyve mod syd«. I Rammstein tog vi den tradition op og brugte måske nogle andre omskrivninger for ikke at blive alt for personlige. Men meget af det er selvoplevet. Det med pillerne handler for eksempel om de ’medicinfester’, vi holdt i min ungdom. Alle kom med piller fra forældrenes skab uden at ane, hvad det var. Men vi tog dem alle sammen alligevel«, mindes Till Lindemann.

Da Rammstein forsøgte at slå igennem i årene efter Murens fald, var der ingen, som gad høre på et punket rockband, som sang på engelsk. Lige før gruppen gav op, bestemte de sig for at give det en sidste chance.

»Vi tænkte, at når de ikke gad høre os på engelsk, ville vi fandeme synge på vores tyske modersmål. Og i tilgift gøre musikken så ekstrem, vred og brutal som muligt, rigtig sådan tungt trampende, østtysk med masser af had. Selvfølgelig med en masse kulsort humor og en ironi over alt det tyske, langtfra alle fattede. Men det hele ændrede sig med et slag. Jeg er stadig ekstremt taknemmelig for den skæbne, jeg har fået. Jeg aner ikke, hvorfor det blev mig«, siger en pludselig afdæmpet Till Lindemann.

Men både intellektuelle filminstruktører som David Lynch og Lars von Trier og millioner af mennesker verden over forelskede sig i det dybt originale, tyske udtryk, der er blevet landets største, internationale kultursucces siden Anden Verdenskrig. Og oven i købet en sjælden østtysk succes.

»Nu du siger det, er det virkelig noget, jeg er utroligt glad for. Mine gamle landsmænd i det ’nedlagte land’ fortjener oprejsning. Men jeg er egentlig bare en simpel dreng fra landet, som aldrig har ønsket mig succes eller at blive fortolket på den måde af alle mulige«, siger Till Lindemann, der flere gange har begrundet sin flamboyante optræden på scenen med Rammstein i wagnersk torden, lynild og vilde bevægelser med netop sceneangst og ønsket om ikke at blive set. Sådan inderst inde.

»Det er derfor, jeg skriver digte, tror jeg«, siger han og tager den lille sorte bog op.

»Det er meget lettere for mig at skrive digte, som bare kommer ud af hjernen og hjertet, mens sangene er hårdt arbejde. Man skal slide sig frem til et godt omkvæd hver gang, fordi omkvædet er sangenes hjerte. Men i digte behøver man ikke et omkvæd. Det er en stor befrielse«, siger han om sine ofte romantiske digte.

Brecht og Goethe

Med naturmetaforer og en dyrkelse af det dystre skriver han sig ind i tysk tradition, inspireret af nogle af landets helt store som eksempelvis Lindemanns helte, Goethe og Brecht.

»I skolen skulle vi selvfølgelig læse masser af Bertolt Brecht, han var en helt i det gamle Øst. Men vi fik kun de politiske tekster. Senere har jeg fundet ud af, at han havde en mørk side og skrev masser om sex. Så det er altså ikke kun mig«, erklærer Lindemann og taler længe og begejstret om også romantikkens store tyske navne.

En tydelig inspiration i hans digtsamlinger, hvor der dog altid er noget andet på spil. Selv i et digt med en så uskyldig titel som ’Elegie für Marie Antoinette’ dukker den beske humor op i krav om oral sex med et afhugget dronningehoved.

LÆS OGSÅ Rammsteins gøglede penisattrap var slap

»Når man skriver den slags og bruger provokationer bevidst for at få folk i tale, kan det gå galt. Som det gjorde ved massakren på Columbine High School, som vi fik skylden for, fordi gerningsmændene kunne lide Rammstein og helt havde misforstået vores sange. Da blev vi virkelig lagt for had, og de beskyldninger for at være nazister, vi altid har måttet leve med, blev massive. En hård tid, men vi skiftede ikke kunstnerisk udtryk, og jeg foretrækker stadig at lade mine sange og digte være op til folks egen fortolkning, selv om humor og satire er en svær ting«, siger han.

Føler du skyld for det, der skete dengang?

»Overhovedet ikke. Det nemmeste i verden er at give kunstnere skylden for alle mulige problemer. Men det er bullshit! Jeg vil have lov at udtrykke mig, som jeg vil. Også om sex. Det kan jo være en måde at sige på, at sex fylder alt for meget i vores tid. I hvert fald på internettet sammen med alt det andet lort«.

Nu har Till Lindemann med ’Skills in Pills’ sørget for, at også den virtuelle verden har fået en ordentlig dosis sex igen.

Источник
 
Forum » RAMMSTEIN SIDE PROJECTS » Lindemann (Official & Interview) » [TEXT] 2015 07 18 - Interview Till, politiken.dk, Denmark
Страница 1 из 11
Поиск: